PensionDanmark opnår bevis for ansvarlig datahåndtering
Som den første finansielle virksomhed har PensionDanmark opnået det såkaldte D-mærke, som dokumenterer ansvarlig håndtering af medlemmernes data
Broderparten af elektrikerne har som en del af overenskomsten pensionsordning hos PensionDanmark. Pensionsselskabet har nu har fået et håndgribeligt bevis på, at medlemmernes personlige data behandles ansvarligt. Danmarks største arbejdsmarkedspensionsselskab har som den første finansielle virksomhed fået tildelt D-mærket.
- Dataetik er et mangeårigt fokus for os som finansiel virksomhed, og med D-mærket får vores medlemmer nu en samlet blåstempling af, at de kan være trygge ved vores håndtering af deres personlige oplysninger. Mærket dokumenterer, at vi overholder en række konkrete kriterier, som kræver, at vi tænker os om og er vores ansvar bevidst. Det giver transparens og tryghed, og det er kerneværdier for os, siger Flemming Tovdal Schmidt, der er direktør for Kunder, Kundeservice & IT i PensionDanmark.
D-mærket er en mærkningsordning for ansvarlig dataanvendelse, som er skabt for at tydeliggøre, hvilke virksomheder der udviser digital ansvarlighed, og som forbrugere og kunder dermed kan have tillid til. For at få tildelt mærket skal en virksomhed overholde en række krav inden for blandt andet dataetik.
Hos Forbrugerrådet Tænk, som står bag D-mærket sammen med Dansk Industri, Dansk Erhverv, SMVdanmark og Industriens Fond glæder man sig over, at mærket vinder frem blandt virksomheder på tværs af branche og størrelse.
- Det er meget positivt, at PensionDanmark bakker op om den nye mærkningsordning og på den måde er med til at sikre forbrugertrygheden og en højere it-sikkerhed i vores samfund generelt, siger Anette Høyrup, der er chefjurist hos Forbrugerrådet Tænk og medlem af D-mærkets styregruppe.