Pensions-pres på Amazon
Sampension lægger sammen med PKA og Pensam investorpres på Amazon
De danske pensionsselskaber Sampension, PenSam og PKA vil nu have Amazon til at dokumentere, hvordan selskabet sikrer sine medarbejderes ret til at organisere sig og forhandle kollektivt. Baggrunden for initiativet er, at der har været adskillige sager, som tegner et billede af alvorlige udfordringer med arbejdstagerrettighederne i Amazon.
For eksempel har medarbejderne i New York City som de første dannet en amerikansk fagforening for Amazon-medarbejdere. Men Amazon forsøger nu at få kendt fagforeningen ulovlig.
– Vi lægger i sagens natur særlig stor vægt på arbejdstagerrettigheder i de selskaber, vi investerer i. Derfor er vi meget bekymrede over de mange sager, hvor Amazon anklages for ikke at leve op til sine forpligtelser ift. arbejdstagerrettigheder, og som også synes meget langt fra selskabets egne principper på området. På den baggrund vil vi nu have dem til at redegøre for, hvordan deres principper udmøntes i praksis, siger Jacob Ehlerth Jørgensen, Head of ESG i Sampension, hvor en del af Dansk El-Forbunds (DEF) medlemmer har deres arbejdsmarkedspension.
Læs mere hos Sampension.
Her på def.dk fortalte vi forleden, at topbossen i Amazon Jeff Bezos er en af de nominerede til titlen ’Verdens værste boss’. Bag nomineringen står den internationale sammenslutning af fagforbund ITUC, der ligesom DEF holder kongres om kort tid.