Pensionsopsparingen voksede markant sidste år

Endnu et år med flotte afkast i Industriens Pension, hvor mange medlemmer af Dansk El-Forbund har deres pensionsordning

Der er fuld fart på pensionsopsparingerne for medlemmerne af Dansk El-Forbund efter endnu et år med høje investeringsafkast i de pensionsselskaber, der er tilknyttet forbundet.

IP 2017regnskab

Industriens Pension har netop offentliggjort et samlet afkast for pensionsselskabets medlemmer på 12,2 mia. kroner svarende til 8,2 procent i 2017. Men endnu vigtigere er det, at pensionsselskabet på lang sigt har leveret nogle af branchens absolut højeste afkast.

– Der har været fremgang over en bred kam, og vi er meget tilfredse med, at vi igen skabte et solidt afkast i 2017. Det allervigtigste er dog vores meget stærke langsigtede resultater. Vi har gennem de seneste ti år skabt et gennemsnitligt afkast på 9,5 procent om året i den samlede portefølje. Det er noget, der for alvor har stor betydning for medlemmerne, siger Laila Mortensen, adm. direktør i Industriens Pension.

Opsparinger med vokseværk

De høje afkast betyder, at et medlem, der for eksempel havde 500.000 kroner på pensionskontoen for ti år siden og indbetaler 30.000 kroner om året til opsparing, i dag typisk vil have en pensionsopsparing på over 1,5 mio. kroner.

I 2017 var der fuld fart på aktiemarkederne, men det høje afkast skyldes også resultaterne fra unoterede aktiver som eksempelvis infrastruktur og ejendomme.

De seneste års mange års høje afkast kombineret med lave administrationsomkostninger for medlemmerne betød, at Industriens Pension sidste år blev kåret som Årets Arbejdsmarkedspensionsselskab af FinansWatch og EY. De samlede investeringsaktiver i Industriens Pension ligger nu på 165 mia. kroner