Sæson for solbeskyttelse

… og hvad siger reglerne om varme og arbejde?

illustration solskin

Lige nu viser sommeren sig fra sin solrige side, og selv om mange holder ferie, er der også mange elektrikere, der går på arbejde. Uanset om man arbejder ude eller inde, er der grund til at tænke over, hvordan det foregår, når det er varmt.

Er man ude, handler det selvfølgelig om beskyttelse mod solen. Ved manglende beskyttelse risikerer man hudkræft og andre hudskader.

De tre s’er

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man ved udendørs arbejde beskytter sig, når UV-indekset er over 3. Beskyttelsen er nem at huske – de tre gode råd starter med s som i sol:

1. Skygge: Man kan undgå meget af solens uv-stråling, hvis man søger skygge, når solen er stærkest mellem kl. 12 og 15.

2. Solhat/tøj: Dæk bar hud til med tøj og anvend en bredskygget solhat, der dækker hoved og ører og skygger for ansigt og nakke.

3. Solcreme: De steder på kroppen, som ikke er dækket af tøj, bør smøres med solcreme. Brug solcreme med mindst faktor 15. Brug rigelige mængder, en god tommelfingerregel er at bruge én håndfuld solcreme til én krop.

Det er ikke altid praktisk muligt at beskytte sig med beklædning (for eksempel ansigt og hænder), og her har har arbejdsgiveren ifølge Arbejdstilsynet pligt til at stille solcreme til rådighed.

Gode råd inden døre

Ved indendørsarbejde siger Arbejdsmiljøloven, at temperatur og påklædning på en arbejdsplads skal passe til det arbejde, der udføres, men under en hedebølge er der undtagelser fra de normale regler. På Arbejdstilsynets (AT) hjemmeside hedder det, at meget høje temperaturer kan give gener og udgøre en helbredsrisiko, og at man bør tage visse forholdsregler.

Hjemmesiden giver en lang række gode råd, der for en stor dels vedkommende handler om, at der skal holdes pauser i passende omfang, at man kan starte tidligere og undgå at arbejde i den værste varme, rotation mellem opgaver, let påklædning, adgang til rigelige mængder drikkevang og særligt fokus på risikogrupper.

Arbejdsmiljøloven regulerer ikke, om man må holde varmefri. Til gengæld siger den, at arbejdsgiveren har pligt til at sørge for, at arbejdet kan foregå sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt.

AT har i øvrigt på sin hjemmeside en quiz om hedebølge på arbejdspladsen.