Sæt pris på en god arbejdsmiljøindsats

Har en el-virksomhed fortjent en pris for arbejdsmiljøet? Nu er der åbent for indstillinger

Måske bliver det i 2020, at en af elektrikernes arbejdspladser bliver belønnet for en særligt fremragende indsats på arbejdsmiljøområdet? I hvert fald er muligheden til stede nu, hvor der er åbnet for indstillinger.  

Skærmdump AM-prisen 2019 prisvinder Lemvigh-Müller A(S

Arbejdsmiljøprisen har været uddelt siden 2006, og det er ikke hvert år, at elbranchen udmærker sig på området i en grad, så det kaster priser af sig. Sidste år var det dog lidt derhenad, idet Lemvigh-Müller A/S vandt i kategorien ’Arbejdsulykker’ – og virksomheden er som grossist på blandt andet el-området kendt og bruges dagligt af mange elektrikere.

For at vinde prisen, skal arbejdspladsen have skabt resultater til gavn for arbejdsmiljøet inden for en af fire kategorier:

  • Arbejdsulykker
  • Psykisk arbejdsmiljø
  • Muskel- og skeletbesvær (ergonomi)
  • Unge og nyansattes arbejdsmiljø

Bag prisen står Arbejdsmiljørådet, der har deltagelse af blandt andre arbejdsmarkedets parter. Ved vurderingen af indstillingerne lægges der vægt på, at:

  • Arbejdsmiljøorganisationen, ledelse og medarbejdere har samarbejdet om indsatsen
  • Indsatsen har medført konkrete resultater
  • Indsatsen har skabt en vedvarende, synlig forbedring af arbejdsmiljøet, for eksempel ved at ændre af kultur, rutiner eller processer
  • Indsatsen vil kunne udbredes til andre afdelinger eller arbejdspladser.

… og i øvrigt er der også specifikke kriterier inden for de fire hovedkategorier. Det kan man læse mere om på Arbejdsmiljøprisens egen hjemmeside, hvor man også kan finde et indstillingsskema. Der er frist til den 14. januar 2020, og prisen uddeles den 21. april.

Logo: AM-prisen