Sikkerheden er i fare, når julehyggen skal sikres

Så er det atter tid til opsætning af julebelysning: Elektrikerne skal passe på sig selv, og trafikanterne skal passe på elektrikerne

Så har vintermørket sænket sig, og snart skal der julehygges. I de fleste byer foregår det fra midt i november til begyndelsen af januar i høj grad ved hjælp af elektrisk lys.

Elektrikeren julebelysning

I den forbindelse skal elektrikerne huske at tænke over sikkerheden, skriver fagbladet Elektrikeren: Der er mange farer forbundet med opsætningen af julebelysning.

Flere forhold kan gøre arbejdet til en risikabel affære. Først og fremmest handler det om stedet, hvor den hænges op:

– Det er jo typisk ved og over veje, den sættes op. Det betyder arbejde ved trafik – og ofte megen trafik, siger forbundssekretær i Dansk El-Forbund Lene Christiansen, der har arbejdsmiljø som sit ansvarsområde.

Hendes opfordring til elektrikerne rummer også en indirekte opfordring til trafikanterne:

– Det er ikke alle trafikanter, der er lige opmærksomme, så derfor skal man huske at sikre både stedet, hvor man arbejder, og at man kan ses. Altså op med afmærkning og på med reflekstøjet, så omgivelserne kan se og reagere på, hvad der foregår.

Derudover opfordrer Lene Christiansen generelt elektrikerne til at bruge de nødvendige hjælpemidler til at forebygge ulykker: Arbejdspladsvurdering, lift i stedet for stiger, sikkerhedsseler – og at slukke for strømmen.

Læs mere på side 26 i Elektrikeren