Skuffelse over indtjening hos installatører

Trods øget omsætning er indtjeningen uændret hos el- og vvs-installatører. På el-området er overskudsgraden 5,9 procent

De fleste ved, at der er travlhed i installationsbranchen, og at eksempelvis arbejdsløsheden blandt elektrikere længe har været forsvindende lille. Nu viser ”Installatøranalysen 2018” også, at travlheden i 2017 var udtryk for en vækst i omsætningen på over tre procent – men indtjeningen er uændret.

illustration til Installatøranalyse 2018 Tekniq

Det fremgår af en pressemeddelelse udsendt af revisions-og konsulentvirksomheden Deloitte, der sammen med installatørernes organisation Tekniq står bag analysen. Organisationens direktør Niels Jørgen Hansen konstaterer, at der ’er travlhed i branchen, men indtjeningen er lav, og branchen udnytter ikke situationen.’

I pressemeddelelsen betegnes overskuddet som ’skuffende’. Når det gælder el-installatørerne, er overskudsgraden på 5,9 procent, hvilket er det samme som året forinden.

Ifølge Dansk El-Forbunds lønstatistik steg elektrikernes lønninger i samme år gennemsnitligt med 0,75 procent. Forbundets seneste lønstatistik gælder 2018. Her er lønnen i gennemsnit steget med 2,84 procent.

Installatøranalysen, der tidligere hed 'Forretningsbarometer', kan også findes på Tekniqs hjemmeside. Den er udført i oktober 2018 og dækker udviklingen i 2017.