Sne, kulde og frost – vi kan nå det endnu

Vi skal være på vagt over for kuldepåvirkning, når vi arbejder. Arbejdstilsynet giver her tre klare anvisninger.

Arbejdstilsynets retningslinjer siger, at arbejdsgiveren skal beskytte de ansatte mod sundhedsskadelige påvirkninger fra vejrliget. Som udgangspunkt skal bygninger være afskærmede og lukkede, både med hensyn til materialer og arbejdsmiljø.

Tre klare svar om vinterforanstaltninger
 

1. Hvilken temperatur kan der arbejdes i?

  • 10 °C er passende ved fysisk aktivitet.
  • 15 °C er passende ved stille finmotorisk arbejde.

Temperaturerne er fastsat af Arbejdstilsynet.
 

2. Hvad kan der gøres, hvis temperaturen er under hhv. 10 °C eller 15 °C?

  • Er det en stor hal eller lignende, kan I afskærme eller inddække stedet, hvor I arbejder, til et mindre område, der kan varmes op.
  • Der skal altid vælges kollektive løsninger som første prioritet. Som et sidste alternativ kan arbejdsgiveren sørge for, at der bliver udleveret passende varmt arbejdstøj, så arbejdet kan udføres. Det kan også være nødvendigt med værnefodtøj i en vinterudgave.
     

3. Hvem skal betale for vintertøjet?

  • Arbejdsgiveren skal betale, da vintertøj er et personligt værnemiddel efter bekendtgørelsen om personlige værnemidler. Arbejdsgiveren skal desuden betale for vedligeholdelse og rengøring og har også ejendomsretten.

 

For at opsummere: Temperaturen i arbejdsområdet skal være passende med hensyn til menneskelig fysiologi, arbejdsmetoder og fysisk belastning.

Der skal også være styr på snerydning og saltning på arbejdspladsen.

Få mere vejledning om vinterforanstaltninger på def.dk/vinterforanstaltninger.

Vejledning i pixi-udgave

DEF´s pixiudgave af BFA-BA’s vejledning om vinterforanstaltninger kan give et overblik.