Tilbygning til sygehus er afleveret

Pensionspenge har været med til at betale elektrikerlønninger på nybyggeri i Region Sjælland

Elektrikeren 1-18 opslag

Så er den nye tilbygning til Slagelse Sygehus afleveret til Region Sjælland, og Ole Grydelund og de andre elektrikere, der har arbejdet på byggeriet, har på en måde selv været med til at betale deres egen løn: Pengene til opførelsen er nemlig kommet fra deres egne pensionsselskaber.

Fagbladet Elektrikeren bragte i den seneste udgave, der blev udsendt for nylig, en større reportage fra byggeriet. Her fremgik det, at det var en spændende arbejdsplads, men at elektrikerne ikke mærkede til det specielle ejerforhold i det daglige.

Men for både PensionDanmark og Industriens Pension, som varetager arbejdsmarkedspensionerne for langt de fleste medlemmer af Dansk El-Forbund, er byggeriet noget særligt. Der er tale om et af Danmarks største offentlig-private partnerskaber (OPP) inden for sygehusbyggeri, og både adm. direktør i PensionDanmark Torben Möger Pedersen og Jan Østergaard, chef for unoterede investeringer i Industriens Pension, udtrykker i pressemeddelelser tilfredshed med projektet.

Det er PensionDanmark, der sammen med Industriens Pension, PKA og Sampension ejer bygningerne, og Region Sjælland lejer sig ind i for en periode på 20 år. Efter de 20 år kan regionen vælge at købe ejendommen, der rummer en ny fødeafdeling, børne- og ungeafdeling samt tre etager til medicinske patienter.

Slagelse screendump