Ungdomsformand i fornemt selskab

Formanden i Dansk El-Forbund Ungdom er nomineret til prisen ’Årets danske tale 2022’

– Med historikken over tidligere vindere gør jeg mig absolut ingen forhåbninger om at vinde, men at blive nomineret og få lov til at udgøre en sidebemærkning i dansk talehistorie på vegne af DEF, ja, det er jeg rigeligt stolt af.

Sådan lyder det fra formand i Dansk El-Forbund Ungdom Mathias Vinholt i det netop udkomne nummer af fagbladet Elektrikeren. Kommentaren falder på baggrund af en fornem nominering til prisen ’Årets danske tale 2022’, som uddeles hvert år af foreningen Danske Taler og rådgivningsvirksomheden Rhetor. Prisen går til en ’dansker, der i årets løb har holdt en tale, der gjorde indtryk og skabte genlyd i den offentlige debat’. Blandt tidligere vindere af prisen for årets danske tale kan nævnes Jens Stoltenberg, Helle Thorning-Schmidt, Sofie Linde og Mette Frederiksen.

Ungdomsformand Mathias Vinholt, der blev udlært elektriker fra G4S i juli sidste år, er nomineret for den tale, han holdt til en demonstration den 24. maj arrangeret af ungdomsfagbevægelsen, elev- og studenterbevægelsen og en række ungdomspartier. Demonstrationen, der fandt sted på Højbro Plads i København, var en del af ’lærlingeoprøret’, hvor nuværende lærlinge og unge svende har delt personlige erfaringer med, at erhvervsuddannelserne gang på gang underprioriteres af politikerne.

Prisen uddeles den 16. november i Vartov i forbindelse med Logograf, som er Rhetors årlige konference for taleskrivere.

Man kan se mere om prisen og de øvrige nominerede på dansketaler.dk.  

Du kan se Mathias Vinholts demonstrationstale om lærlingeoprøret HER.