Vejledninger: Undgå arbejde med armene over skulderhøjde

To nye branchevejledninger er specielt målrettet det ergonomisk belastende elektrikerarbejde

BFA-vejledning

Elektrikerarbejde udføres ofte med armene hævet over skulderhøjde – en meget belastende arbejdsstilling, som kan føre til langtidssygemelding. Nu er der hjælp at hente: BFA Bygge og Anlæg har netop udsendt to branchevejledninger målrettet det ergonomisk belastende elektrikerarbejde.

Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) kunne i sommeren 2022 fortælle, at risikoen for langtidssygemelding øges med 14 procent, hvis arbejdet med armene løftet over skulderhøjde øges med blot to procent over en arbejdsdag. I materialet fra BFA fremgår da også, at arbejde med armene over skulderhøjde skal undgås eller – hvis dette ikke er muligt – begrænses mest muligt.

Til arbejdet kan der bruges tekniske hjælpemidler, og det kan planlægges, så belastningerne reduceres.

I ”Branchevejledning om at undgå arbejde med armene over skulderhøjde ved elektrikerarbejde” er der meget konkrete anvisninger i forbindelse med blandt andet arbejde med kabelbakker, montage af installationer i eller på loft, boring af huller og gennemføringer og meget mere.

Den anden vejledning – ”Branchevejledning om risikovurdering af elektrikeres arbejdsopgaver med armene over skulderhøjde” – indeholder blandt andet krav til risikovurdering af arbejdsopgaver, en tjekliste, krav til oplæring, instruktion og tilsyn med arbejdet samt pligter og ansvar.

Vejledningen om at undgå arbejdet med armene over skulderhøjde kan hentes her, og vejledningen om risikovurdering kan hentes her.