Nu skal millioner af lysstofrør skiftes til LED

Der bliver masser af arbejde til elektrikerne, når T5 og T8 lysstofrør fra den 23. august ikke længere må bringes på markedet. Forbuddet vil skabe stor efterspørgsel på LED-rør, men der risikerer at opstå problemer med både leverancer og overholdelse af CE-mærkning af LED-rørene
Et almindeligt lysstofrør har gennemsnitligt 8.000 brændetimer i sin levetid, mens LED-belysning har mellem 50.000 og 80.000 brændetimer og forbruger samtidig mindre energi.

Ny EU-lovgivning betyder, at det fra en 23. august ikke længere er tilladt for grossister at købe nye lysstofrør af typen T5 og T8, som er de mest almindelige i Danmark. Ifølge tal fra Energi- og rådgivningskoncernen NRGI forventes det, at der skal udskiftes belysning i bygninger i Danmark på minimum 18 millioner kvadratmeter.

De nye EU-regler er vedtaget på grund af kviksølvindholdet i lysstofrørene, og med forbuddet forventes udfasningen af T5 og T8 frem til 2035 at spare EU-landene for cirka 220 mia. kroner i pærer, energi og lamper samt cirka 2,9 ton kviksølvudledninger.

Billigere og bedre 

Butikker må gerne sælge ud af lysstofrørene, indtil lagrene er tømte, men herefter kan man kun købe LED-rør, som både er billigere, holder længere, lyser bedre og skåner klimaet og miljøet.

Et almindeligt lysstofrør har gennemsnitligt 8.000 brændetimer i sin levetid, mens LED-belysning har mellem 50.000 og 80.000 brændetimer og forbruger samtidig mindre energi. Med udskiftningen af lysstofrør til LED forventes der masser af arbejde til elektrikerne i både kontor- og servicevirksomheder, landbrug, industri, lagre, butikker samt skoler og institutioner.

Frygt for flaskehalse

Energistyrelsen har i en pressemeddelelse opfordret både virksomheder og offentlige arbejdspladser til at udvise rettidig omhu og kontakte deres el-installatører for at komme i gang med udskiftningen til LED så hurtigt som muligt – særligt for at undgå de flaskehalse, der kan opstå med den store efterspørgsel efter LED på lysmarkedet, som er afhængigt af leverancer fra Kina.

Foreningen Dansk Center for Lys frygter, at de godkendelsesmæssige procedurer kan skabe flaskehalse.  

- LED er klart et miljømæssigt bedre alternativ end T8 og T5, så det giver bestemt mening at skifte. Men alle krav for CE-mærkning af LED skal overholdes, og vi kan godt frygte, at ikke alle fabrikanterne er klar her, siger direktør i Dansk Center for Lys Per Reinholdt i en pressemeddelelse.

Gratis LED-beregner

For at hjælpe virksomheder med at regne på, hvor meget de vil spare ved at udskifte deres nuværende lyskilder til LED, har Energistyrelsen udviklet en gratis ’LED-beregner’. Den kan findes på hjemmesiden sparenergi.dk.

Fakta: Fordele ved LED frem for lysstofrør

  • Er billigere. En investering i LED-lys er ofte tjent hjem i løbet af 0-2 år pga. lavere udgifter til strøm og udskiftning af lys
  • Holder længere. Et lysstofrør holder typisk 20.000 timer og et LED-rør 30-50.000 timer.
  • Lyser bedre. Typisk forbedres lyskvaliteten ved at skifte fra lysstofrør til LED
  • Skåner klima og miljø. LED-lys har en mindre klimapåvirkning og indeholder ikke kviksølv

Kilder: Energistyrelsen, SparEnergi.dk, Energimyndigheten.