Ny rapport dokumenterer social dumping i byggebranchen

Manglende løn, trusler om vold, grove overtrædelser af arbejdsmiljøloven og decideret menneskehandel er blot nogle af eksemplerne på, hvad migrantarbejdere i bygge- og anlægsbranchen udsættes for, viser en ny og omfattende forskningsrapport
Forskere fra Aalborg Universitet har studeret forholdene for udenlandsk arbejdskraft i byggebranchen i den største undersøgelse nogensinde af sin art. Resultaterne er rystende læsning.

Det er ikke nyt for fagforeninger som Dansk El-Forbund, at det finder sted, men nu er det også dokumenteret videnskabeligt: Udenlandske kolleger i bygge- og anlægsbranchen har rystende dårlige forhold.

Ifølge en spritny rapport fra Aalborg Universitet med titlen ’Migrantarbejderes arbejdsmiljø og sikkerhed i bygge- og anlægsbranchen’ udfører udenlandske arbejdere konsekvent det mest farlige, nedslidende og beskidte arbejde. Arbejdsulykker anmeldes sjældent, der mangler lønudbetaling, og der fortælles om trusler om vold og menneskehandel. 

Rapporten er resultatet af flere års forskningsarbejde og indeholder mere end 80 interviews med arbejdere i byggebranchen - inklusive elektrikere - fra andre lande både inden for og uden for EU. Med sine knap 200 sider er rapporten uden sidestykke i dansk og europæisk forskning inden for området.  

Ifølge næstformand i Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) Flemming Grønsund er rapporten rystende læsning.

- I fagbevægelsen har vi længe kendt til problemerne med social dumping i Danmark, ikke mindst i byggebranchen. Rapporten er derfor ikke overraskende, men jeg er ærligt talt rystet over, hvor slemt det står til. Vi har udenlandske kolleger på det danske arbejdsmarked som udsættes for løndumping, farligt arbejdsmiljø, kritisable boligforhold og trusler om fyringer og vold. Når rapporten bruger ordet ’menneskehandel’ om forhold i Danmark, er det helt klart, at der er brug for akut handling. Det er ikke et arbejdsmarked, vi på nogen måder kan være bekendt, siger Flemming Grønsund i en pressemeddelelse.

Også i BAT-kartellet, som Dansk El-Forbund er en del af, og i 3F Byggegruppen rystes der på hovederne over dokumentationen af social dumping i byggeriet.

Parterne vil derfor nu overbringe rapportens resultater til regeringen og fremføre nogle af de løsningsforslag, som præsenteres i rapporten.

Du kan se nogle af hovedkonklusionerne herunder:

  • I bygge- og anlægssektoren er antallet af migrantarbejdere de seneste ti år steget fra 8.782 til 25.014 fuldtidsbeskæftigelse i 2023 svarende til en stigning på knap 300 %. Stigningen skyldes især migrantarbejdere fra nye EU-lande og de senere år også migrantarbejdere fra 3. lande (uden for EU)
  • Fra 2016 til 2022 udgør migrantarbejdere ca. 37 % af alle dødelige arbejdsulykker, men udgør kun ca. 12 – 13 % af den samlede beskæftigelse i samme periode
  • Der sker underrapportering af migrantarbejderes arbejdsulykker både på skadestuer og især blandt arbejdsgiveres lovpligtige anmeldelser via EASY-registeret. Det estimeres, at ca. kun hver femte arbejdsulykke for migrantarbejdere fra nye EU-lande registreres
  • Migrantarbejderne oplever et enormt arbejdspres, hvor de forventes at arbejde hurtigt, mange timer og uden nødvendige pauser
  • Migrantarbejderne oplever manglende instruktion fra arbejdsgivere og bekymring om deres ve og vel, hvor økonomi og tidsplaner er vigtigere end sikkerhed og helbred
  • Migrantarbejderne er positive over for reelle arbejdsmiljøtiltag, men beretter at indsatserne ofte har formel karakter, som ikke er beregnet til at gøre en reel forskel for sikkerhed og arbejdsmiljø
  • Migranterne oplever en høj grad af ulighed og forskelsbehandling set relativt i forhold til danske lønmodtagere. Det gælder bl.a. forhold som løn, arbejdstempo, arbejdstid samt allokering af det dårligste og farligste arbejde. De tilskriver forskellene danskernes bedre adgang til at sige fra
  • Fyring, trusler om fyring og afhængighed til arbejdsgiveren f.eks. i forbindelse med bolig er alle forhold, der forklarer, hvorfor arbejdsmigranter har svært ved at sige fra overfor dårlig behandling, ordrer om overarbejde, ordrer om at udføre arbejdet uforsvarligt eller udfører farligt arbejde. Også i tilfælde, hvor arbejdet kan have store sundhedsmæssige konsekvenser til følge
  • Migrantarbejdere, som er ansat i udenlandske virksomheder, oplever de værste arbejdsmiljø- og sikkerhedsproblemer. Det er især fraværet af danske kolleger, der har stor negativ betydning for arbejdsmiljøforhold
  • Migrantarbejdere, der er mest tilfredse med deres arbejdsmiljøforhold, har ordnede lønforhold, danske kollegaer, normale arbejdstider, modtager grundig instruktion og udfører opgaver, der passer til faglig kunnen. De bliver heller ikke presset på arbejdstempoet
  • Tilsyn er svært, fordi migrantarbejderne bliver beordret til at stoppe arbejdet, forlade pladsen eller gemme sig, når Arbejdstilsynet ankommer

Hovedresultaterne fra rapporten ’Migrantarbejderes arbejdsmiljø og sikkerhed i bygge- og anlægsbranchen’ fra Aalborg Universitet kan læses HER.