Nyhed

Flyvende start for el-ambassadører

Selvom de unge elektrikere i Elbranchens Ambassadørkorps først lige er gået i gang med at producere videoer til andre unge om deres hverdag i elbranchen, har de allerede fået knap 1.200 følgere på Instagram
Du kan følge Elbranchens Ambassadørkorps på Instagramsiden ElektriKarriere eller via hashtagget #JegErElektriker.

- Hvad laver en elektriker egentlig?

Sådan spørger den 26-årige elektrikerlærling hos Kemp & Lauritzen Lise Rachlitz i en video på Instagramsiden ’Elektrikarriere’.

I videoen, hvor hun selv giver svaret på sit spørgsmål, filmer Lise Rachlitz sin hverdag og fortæller om sine arbejdsopgaver, som blandt andet har bestået af at sætte stikkontakter op på en dyreklinik, trukket kabler til Tesla-ladestandere, skiftet skærme for BaneDanmark, sat solceller på Høje Taastrup Station eller at blive hejst op i 150 meters højde med reb for at skifte flyverlys i en kæmpe skorsten.

Den unge elektrikerlærling er en af rollemodellerne i Elbranchens Ambassadørkorps, der, selvom de først lige er gået i gang med at producere videoer, allerede har fået næsten 1.200 følgere på Instagram.

Ung-til-ung-kommunikation

På Instagramprofilen ElektriKarriere eller under hashtagget #JegErElektriker kan man følge Elbranchens Ambassadørkorps, som er en udvalgt gruppe lærlinge og unge svende, der bruger sociale medier til at fortælle om deres fag og hverdag i elbranchen for at inspirere andre unge til at vælge elektrikeruddannelsen.

Det er parterne bag elektrikeruddannelsen - Dansk El-Forbund og Tekniq Arbejdsgiverne - der står bag den nye brandingindsats, hvor man frem for de gængse reklameindsatser bruger ‘ung-til-ung kommunikation’ til at inspirere andre unge til at vælge en faglært fremtid i elbranchen.

Korpset består af både lærlinge og unge svende fra forskellige dele af landet, der repræsenterer branchen bredt ved at arbejde med alt fra klassisk installationsarbejde til industriautomatisering eller bygningsautomatik og i både små og store virksomheder.

Gennem små videoer på Instagram skal de unge rollemodeller og ‘mikroinfluencere’ dele ud af deres hverdag og vise andre unge, at elbranchen rummer masser af spændende arbejdsopgaver og karrieremuligheder – ikke mindst i forbindelse med de mange arbejdsopgaver i den grønne omstilling.

Mikroinfluencere

Der er også produceret forskellige portrætfilm, hvor ambassadørerne fortæller om deres fag. Portrætfilm og videoerne fra ambassadørernes hverdag vil blive ‘boostet’ på kanaler som Facebook, Instagram, Youtube og Snapchat.

En af de omkring 15 ambassadører er 29-årige Jeppe Rasmussen, der er nyudlært elektriker hos El Fyn.

- Jeg er en del af ambassadørkorpset, fordi det giver mig mulighed for at formidle den entusiasme, som jeg har for faget, og fordi jeg tror på, at jeg har evnerne til at inspirere unge mennesker til at overveje eller se mulighederne i at starte en karriere som elektriker, siger den unge elektriker og ’mikroinfluencer’.

Du kan læse mere om Elbranchens Ambassadørkorps i fagbladet Elektrikeren nr. 4 2024 eller på elektrikeruddannelsen.dk/ambassadoerer. Her kan du også møde nogle af de unge rollemodeller.

Du kan følge Elbranchens Ambassadørkorps på Instagramsiden Elektrikarriere eller via hashtagget #JegErElektriker.