Nyhed

Ny pris skal hylde initiativer til en bedre overgang fra arbejdsliv til pension

SeniorKlar-prisen er et nyt initiativ, der skal hylde dem, der gør en ekstra indsats for at give seniorer en god overgang fra arbejdsliv til pensionistliv – og du har mulighed for at indstille en kandidat til prisen
Foto: Colourbox

Arbejder du i en virksomhed, eller har du en TR eller anden kollega som gør en ekstraordinær indsats for at skabe en god overgang fra arbejdsliv til pensionisttilværelse?
Så har du nu mulighed for at indstille den eller dem til den nystiftede SeniorKlar-pris.

Prisen, der er blevet til i et samarbejde mellem Faglige Seniorer og Østifterne, har til formål at hylde de gode eksempler og rollemodeller, der aktivt gør en forskel for at fastholde de seniormedarbejderne, der gerne vil blive i jobbet.

Mere åbent seniorarbejdsmarked

Mange seniorer vil faktisk gerne fortsætte med at bidrage til arbejdsmarkedet i et omfang, de kan. Alligevel forlader en del arbejdsmarkedet uden at reflektere over, hvad der kunne få dem til at fortsætte, og hvad der er det gode seniorliv for dem – og det er et tab for både den enkelte, for arbejdspladserne og for samfundet, lyder det fra Faglige Seniorer.

– Der er allerede flere seniorer i arbejde end nogensinde. Men hvis vi skal åbne seniorarbejdsmarkedet for alle, der har lyst til at fortsætte, skal der skabes større rummelighed i virksomhederne, siger direktør Palle Smed i Faglige Seniorer om baggrunden for at stifte SeniorKlar-prisen.

Flere undersøgelser hos Faglige Seniorer viser, at to ud af tre seniorer er parate til at udsætte deres planlagte pensionering, hvis de bliver mødt af fleksibilitet på arbejdspladsen i form af kortere arbejdstid og færre arbejdsdage.

– Det er starten på en megatrend blandt seniorerne. For første gang føler de, at det er okay at blive i arbejde, selv om de er lidt oppe i årene. Men udviklingen skal støttes af politikerne og ikke mindst virksomhederne, der skal række ud til medarbejderne og spørge om ikke de kunne tænke sig at fortsætte et år eller to eller tre mere, siger Palle Smed.

En pris til det gode initiativ

Nomineringer til SeniorKlar-prisen kan indsendes via hjemmesiden Seniorklar.dk
Her kan kriterierne for prisen også ses. Der lægges blandt andet vægt på initiativer som fastholdelse af seniorer gennem fleksible arbejdsforhold, nytænkende løsninger der forbedrer seniorernes trivsel, støtte til en smidig overgang til pension og fremme af frivillighed blandt seniorer.

Prisen, der en statuette af kunstneren Palle Mernil, vil fremover blive uddelt én gang årligt.
Både virksomheder, fællesskaber og enkeltpersoner kan komme i betragtning. Sidste frist for at indstille en kandidat er 31. oktober.

Priskomiteen består af formandskabet i SeniorKlar, og den vil have fokus på at fremhæve dem, der gør en målbar forskel for seniorernes arbejdsliv, deres trivsel og engagement i samfundet.

Prisen bliver uddelt ved Seniorernes Topmøde i Fællessalen på Christiansborg 21. november 2024.