Dansk El-Forbund skal give danskerne digital optur

’Digital Optur’ er navnet på et nyt landsdækkende projekt, der skal klæde danskerne på med digitale færdigheder.
Det er Dansk Erhverv, der i samarbejde med Dansk El-Forbund, 3F, HK og en række andre fagforbund og organisationer står bag projektet, der støttes af TrygFonden, som skal styrke danskernes digitale færdigheder inden for blandt andet sikkerhed på nettet, online kommunikation og kunstig intelligens (AI).
Formålet med projektet er at styrke arbejdstagernes individuelle digitale kompetencer og fremme ’digital inklusion’, der skal øge tilknytningen til arbejdsmarkedet gennem målrettede aktiviteter. Indsatsen sker blandt andet gennem udviklingen af en gratis læringapp med navnet ’Digital Optur’.
Arbejdsmarkedets behov
Hos Dansk El-Forbund er leder af uddannelsesområdet Hanna Lindstrøm stolt over, at forbundet deltager i et projekt, der klæder medlemmer og danskere på med grundlæggende digitale færdigheder.
- Arbejdsmarkedets behov udvikler sig konstant, og det stiller store krav til medarbejdernes evne til at navigere i en digital verden. Uanset om det handler om apps til kommunikation, opsætning af el-tekniske løsninger eller brug af AI-teknologi, er digitale kompetencer nøglen til succes. Vi er med i Digital Optur for at give vores medlemmer mulighed for at styrke deres egne digitale færdigheder og stå stærkt på fremtidens arbejdsmarked, siger Hanna Lindstrøm.
Gratis læringsunivers
App’en Digital Optur er nu frigivet som betaversion og giver adgang til et underholdende digitalt læringsunivers, hvor man kan styrke sine digitale kompetencer gennem simple lektioner, quizzer og hverdagsdilemmaer.
App’en giver blandt andet mulighed for at lære, hvordan man beskytter sig mod online trusler, kommunikerer effektivt digitalt samt viden om, hvordan AI-værktøjer kan gøre arbejdet lettere og mere effektivt. Lektionerne i appen er således skræddersyet til at styrke danskernes hverdag på arbejdsmarkedet.
Alle elektrikere og teknikere i Dansk El-Forbund inviteres til at udforske betaversionen af app’en og give feedback, så app’en, der udvikles løbende, kan blive endnu bedre til gavn for alle danskeres digitale færdigheder.
Danmarksturné til foråret
Den endelige version af app’en bliver lanceret d. 25. april, hvorefter parterne bag projektet ’Digital Optur’ indleder en større turne i en række danske byer. Danmarksturneen består blandt andet af et mobilt uddannelseslokale på 65 kvadratmeter, hvor erfarne digitale ambassadører i en række danske byer vil møde danskerne i deres lokalområder og på arbejdspladserne for at støtte udviklingen af digitale kompetencer. Det vil blandt andet ske gennem workshops og aktiviteter, der tilsammen skal give danskerne et løft af deres digitale kompetencer.
Download app’en
App’en Digital Optur kan downloades i App Store eller Google Play her: https://digitaloptur.dk/download-appen/.
Man kan læse meget mere om hele projektet på digitaloptur.dk.
Partnere i projektet
Det er Dansk Erhverv, der står bag projektet Digital Optur i samarbejde med fagforbundene Dansk El-Forbund, 3F, HK, Serviceforbundet, Teknisk Landsforbund, IT-Branchen, Tænketanken Mandag Morgen og projektet ADD - Algoritmer, Data og Demokrati. Projektet støttes af TrygFonden.