Elektrikere er hurtigt tilbage i arbejdstøjet efter ledighed
Der er rift om elektrikere på arbejdsmarkedet, hvor ikke mindst de mange arbejdsopgaver i den grønne omstilling giver masser af jobmuligheder inden for det el-tekniske område. Og skulle det ske, at en elektriker bliver ledig, så går der typisk ikke lang tid, før han eller hun er tilbage i nyt arbejde.
Nye tal fra portalen jobindsats.dk viser ifølge Tekniq Arbejdsgiverne, at knap halvdelen (46,4 procent) af alle ledige elektrikere i Din Faglige A-kasse (FAK) er tilbage i arbejde igen indenfor tre måneder efter, at de blev ledige. Det er langt over gennemsnittet for alle A-kasser, som ligger på 33,7 procent, skriver Tekniq Arbejdsgiverne.
Jobannoncer og netværk
De mest udbredte veje til det nye job for både elektrikere og andre lønmodtagere er enten via jobannoncer eller netværk.
Ifølge en ny arbejdskraftundersøgelse fra Danmarks Statistik havde 32 procent af de 15-64-årige nyansatte lønmodtagere i første kvartal af 2025 fået jobbet via en jobannonce.
Netværk var den næstmest anvendte metode, hvor 31 procent kom i job gennem en bekendt eller en kontakt fra tidligere arbejdsplads, uddannelse eller praktik.
Eftertragtede elektrikere
Næstformand i Dansk El-Forbund Christian Rosenkvist Elgaard glæder sig over, at så mange elektrikere kommer hurtigt tilbage i job efter ledighed.
- Elektrikerne gider ikke at være ledige, og de vil gøre alt, hvad de kan for at komme i arbejde. Samtidig har vi et arbejdsmarked, som skriger efter dygtige faglærte elektrikere – ikke mindst til de mange arbejdsopgaver i denne grønne omstilling. Det giver en masse forskellige jobmuligheder til vores medlemmer, og det er rigtig positivt, at en fagligt funderet a-kasse kan hjælpe dem med det, lyder det fra Christian Rosenkvist Elgaard.
Jobbørs for DEF-medlemmer
Går du med tanker om et jobskifte, og er du medlem af Dansk El-Forbund og Din Faglige A-kasse (FAK), så kan du gå på jobjagt i Jobbørsen, som du finder ved at logge ind på medlemsportalen på def.dk. Her kan du også nemt søge på virksomheder med eller uden overenskomst på det el-tekniske område.
Du kan gå direkte til medlemsportalen HER.