Har I Danmarks bedste ’Samarbejdsplads’?
Det gode samarbejde trives på mange arbejdspladser. Det vil CO-industri, som Dansk El-Forbund er en del af, gerne sætte fokus på og finder derfor en gang om året frem til en virksomhed, hvor samarbejdet er særligt godt og hylder virksomheden med Samarbejdsprisen. Den består af en statuette, et diplom, en kontant anerkendelse og en masse positiv omtale.
Prisen er helt særlig, fordi det er op til tillidsrepræsentanterne, om det er deres virksomhed, som skal nomineres til prisen. De ved, om samarbejdet mellem ledelsen og medarbejderne er så godt, at det fortjener et skulderklap og en statuette.
Åbent for indstillinger
Der er nu åbent for nomineringer til prisen, hvis man som tillidsrepræsentant mener, at trivslen er i top, og at samarbejdet mellem medarbejdere og ledelse er rigtigt godt.
Kriterierne for at modtage CO-industris Samarbejdspris er brede, men udgangspunktet er det gode samarbejde gennem virksomhedens samarbejdsudvalg. Det kan være et langvarigt godt samarbejde, hvor ledelse og medarbejdere i fællesskab finder løsninger. Det kan også være, at samarbejdsudvalget har gjort noget ekstra for uddannelse, psykisk arbejdsmiljø eller noget helt tredje, hvor samarbejdet er brugt til at fremme trivslen hos de ansatte og styrke virksomheden.
Nominering og tidligere vindere
Tillidsrepræsentanter, der arbejder på virksomheder under industriens overenskomster, kan nominere deres virksomhed til og med den 28. maj. Som tillidsrepræsentant kan du nominere ved at sende en sms til 1245 med teksten SAMPRIS, virksomhedens navn samt dit eget navn.
Du kan også læse mere om prisen og scanne QR-koden på CO-industris hjemmeside co-industri.dk/samarbejdspris. Så bliver du kontaktet af CO-industri. Alle, der indstiller, deltager også i lodtrækningen om fem kilo bolsjer til kollegerne.
De tidligere modtagere af CO-industris Samarbejdspris er GPV International A/S – Electronics, Danfoss A/S Silkeborg, DISA Industries, Johnson Controls Højbjerg, FMC Site Rønland, Alfa Laval Aalborg, Vestas Manufacturing A/S i Hammel, C.C. Jensen med hovedsæde i Svendborg, Nordic Waterproofing med hovedsæde i Vejen samt Herning Vand.