Kom med DEF Ungdom på Industrimesse i Hannover

D. 03.-05. april drager DEF Ungdom mod Hannover, hvor du kan komme gratis med på Industrimesse.
Foto: Henrik Bjerregrav

Tilmelding er nu åben! 

Du kan komme gratis med DEF Ungdom på messetur til Hannover i foråret. Tilmeldingen er åben - og der er begrænset med plads! Du kan tilmelde dig her

Om Hannover Industrimesse

·       Hannover industrimesse er verdens førende messe inden for industrien og i år er hovedtemaet ’Shaping the future with technology’. På messen kan man holde fingeren på pulsen i El-branchen og stifte bekendtskab med de nyeste teknologier indenfor belysning, elektroteknik, bygningsautomation og software. Typisk er der omkring 2.000 udstillere og knap 200.000 gæster på messen.

 

Turen frem og tilbage

Som bekendt er der mere end et stenkast til Hannover, og ingen fra Dansk El-Forbund Ungdom forventer, at du springer på jernhesten og træder i pedalerne ind til du når frem til vores rejses endemål. Derfor har vi lejet en bus, som kører os til messen og hjem igen. 

Der vil være afgang fra Danmark torsdag d. 03. april om aftenen. Vi vil ankomme til Hannover fredag d. 04. april om morgenen. Og der er forventet hjemkomst natten til lørdag d. 05. april. Det betyder dermed også, at du skal have fri om fredagen, for at kunne deltage på vores tur. På vejen hjem holder vi ind ved grænsen, hvor man har mulighed for at handle ind! 

Dansk El-Forbund står for transport og kost på busturen, mens du selv skal sørge for frokost, når vi er på messen. 

I takt med at vi nærmer os arrangementet, kan du forvente at denne side vil blive opdateret yderligere.